Same Same but different – Grib Begreber
Same same but different – Grib Begreber handler om at inkludere alle i undervisningens faglige fællesskab gennem udvikling af forestillings – og kommunikationsevne. Ved at implementere animation og kreative opgaver i danskfaget, styrker vi alle elevers begrebsforståelse.
’Same, Same but Different’ har udviklet et filmisk kreativt koncept, der kan arbejdes ind i målstyrede undervisningsforløb. De konkrete opgaver tager udgangspunkt i skolens fællesmål.
Projektet benytter parallellerne mellem det skrevne sprog og de filmiske virkemidler som udgangspunkt. Ved at bruge animationsmediet til at skabe opmærksomhed om sproglig udvikling, vil eleverne samtidig blive indført i de filmiske virkemidler.
Eleverne kan således lære tegning/illustration og filmskabelse fra de yngste klasser. Dette vil understøtte udviklingen af elevernes egne forestillinger og iagttagelser, samt give flere kanaler at udtrykke sig igennem. Hermed åbnes for inklusion i det faglige fællesskab for de 15 % af eleverne, der er i læse- og skrivevanskeligheder. Det vil give ro til at nå fællesmålene gennem differentierede undervisningsforløb.
‘Same same – but Different’ er et projekt med fokus på ordkendskab og læsning med forståelse. Projektet tager udgangspunkt i dét som klassen arbejder med i deres årshjul.
Vi arbejder i en 4. klasse med Stian Holes bog, “Garmanns Gade”. Bogens illustrationer er lavet med collageteknik med forvredet perspektiv. Vi har valgt at arbejde med ordet perspektiv som tema til bogen. Vi taler også om det fysiske perspektiv og den metaforiske betydning af ordet, og hvordan det uoversigtlige kan få ting til at vokse.
Eleverne havde inden vi gik i gang lavet en lille animations øvelse, hvor de skulle skabe perspektiv og dybde i deres animationer.
Efterfølgende har de lavet et vildnis med planter fra gamle bøger og blade, samt print fra nettet. Størrelsesforholdet skal ikke være matematisk korrekt, men vi arbejder med et oplevet perspektiv.